| Elektronikken |
||
| |
||
Elektronikken
er ikke helt så meget elektronik som den er elektromekanik, men:
Først lidt historie (eller myte): |
||
|
Guitar og bas havde problemer med at kunne høres i lydbilledet i starten af forrige århundrede.Man brugte banjo for at kunne "skære igennem". Den elektriske forstærkning var endnu på et tidligt stade, men mange gjorde forsøg. Første serieproducerede elguitar blev Rickenbacker´s "stegepande" fra 1932. |
||
 |
||
|
- der virkede efter samme princip som de fleste at nutidens guitarer og elbasser: En permanent magnet gør strengene magnetiske, og når de vibrerer aftaster en kobbertrådsspole svingningerne og omsætter dem til en elektrisk spænding. I 1936 kom den første horisontale elbas efter samme princip, Audiovox 736: |
||
 |
||
|
Der
gik nogle år inden musikerne tog de nye instrumenter til sig,
og først i løbet af 1950´erne skete der noget Leo Fender var hurtigst til at få markedsført sine modeller, bl.a. Stratocaster og Telecaster, - og den beslægtede Precision bas. På det tidspunkt forekom det folk at ligne noget fra det ydre rum. Les Paul kæmpede i lang tid med at overbevise det allerede dengang velrenommerede firma Gibson om at elektrisk forstærkning var fremtiden. Efter en træg start kom der gang i salget, og en forbedret (eller forværret hvis man ikke kan lide den lyd) pick-up, humbuckeren, fandt vej til diverse jazzguitarer og blokguitarer som Les Paul og SG. |
||
Fenders
pick-up var baseret på single-coil (enkelt spole) systemet viklet
på seks små stangmagneter. Gibsons pick-up var baseret på to spoler, viklet i hver sin retning. Det gav en brumundertrykkende virkning kaldet "humbucking". Den brugte en fælles magnet forlænget med polstykker. |
||
|
|
||
| Single-coil
er kendt for sin rene, klare lyd. Den er desværre også kendt for at
suge brum til sig.
Humbuckeren
er kendt for en mere mudret lyd. Det skyldes modstand, induktion og
kapacitet i de to spoler samt et større aftastningsområde - altså
et længere stykke streng. Men den er også kendt for et højt output
og fravær af brum. |
||
Det
var grundtyperne inden for pick-ups: Siden ´50´erne
er der forsøgt utallige forbedringer og kombinationer af
dem. Man har bl.a. brugt elektronik (active) til forbedring af impedansforhold,
output og tonekontroller. |
||
|
|
Elektronikken er
ofte en simpel, passiv kombination af variable modstande (potentiometre),
kontakter og kondensatorer. Her er til eksempel et diagram til en
"klassisk"
Stratocaster/Squier/Tokai
o.s.v. |
|
|
|
||
Der er uendeligt mange muligheder for at forbinde tingene på andre måder. PU´erne kan serieforbindes og sættes i modfase i mange kombinationer, men det vil jeg ikke gøre så meget ved her - bortset fra: Hvis du alligevel ikke bruger "Middle Tone Pot" kan du udskifte den med en kontakt - eller et potentiometer med indbygget kontakt der forbinder "Neck" og "Bridge" pickup ( de to grønne markeringer ), det giver nogle nye brugbare lyde. Hvis du ikke bruger volumenkontrollen fordi diskanten forsvinder når du skruer ned er der billig hjælp at hente: Man kan sætte en kondensator ind der kan give diskanten mulighed for at "smutte forbi". Måske er den allerede i din guitar - man har brugt den i mange år - og diskanttabet kan så skyldes en ( for lang ?) guitarledning med for stor kapacitet. Spiralledninger kan være virkeligt slemme. |
||
Støj: Det hele er bygget op på en ret primitiv måde der inviterer al slags støj, men den kan begrænses en del hvis man husker at sætte stelledningen til strengene på igen... Her står noget mere om støjdæmpning og ledningsførelse i Strats. |
||
|
|
|
|
 |
||
| Også
på denne version er der mange muligheder for ændringer, men det hele er
lidt sværere at rode med fordi det er så omhyggeligt afskærmet.
Hvis du gerne vil se hvordan jeg lavede det på min guitar kan du gå med ned i kælderen - for denne side er blevet lidt for lang |
